- du gerne vil se på vild med ORD

Danmark har rigtig mange dygtige forfattere. Forfattere med forskellig appel og mange læsere. Vi vil gerne forsøge at præsentere så bredt et udvalg til festivalen som muligt - og selvfølgelig forfattere, som publikum kunne tænke sig at se. Derfor vil vi gerne gøre det muligt for publikum at bidrage med, hvem de gerne vil se fra Danmark.

Det er tilladt at drømme og tilladt at tænke stort og småt - vidt og bredt. Det eneste krav er, at forfatteren har udgivet en bog på et forlag og kan købes i en almindelig boghandel.

Hvem vil du gerne møde og høre? Vi samler forslag ind - og inviterer derefter de forfattere, der er nævnt flest gange.

Send dit forslag til os gennem kommentarfeltet nedenfor - og skriv gerne, hvorfor du ønsker at netop denne forfatter skal komme, og hvad du kunne tænke dig at høre ham/hende fortælle om.

Vi trækker lod mellem alle, som har foreslået en forfatter - og tre vindere får gratis adgang til festivalen.

Deadline for forslag er 12. november

I forbindelse med bogmessen i Ridehuset, blev der kåret to forsider til den flotteste forside for henholdsvis børn og voksne. Vinderne blev fundet ved, at besøgende stemte på deres favorit ud af 15 børnebogs- og 15 voksenforsider.

Vinderen på børnebogsdagen blev John Flanagans Det vinterfrosne land af Marikka Tamura fra Borgens forlag

Vinderen fra lørdag og søndag blev Haruki Murakamis Kafka på stranden af Joyce Grosswiler fra Klims forlag

I weekenden 14. og 15. marts var det også muligt at skrive med på en historie, som kan læses her. Novellen blev startet af forfatterne Erik Kock og Knud Steffen Nielsen.

Hændelse

Han steg af toget om formiddagen på den hedeste dag det år. Ligesom byen var stationen egnens mindste, og fra sporene kunne han se det meste. Kirketårnet ragede op over alt andet, og mens han tog sceneriet i øjesyn, begyndte kirkeklokkerne at ringe og akkompagnerede resten af hans bliks vandring langs husene, benzintanken, cafeen, butikkerne, hotellet.
Han kiggede på sit ur og derefter over på kirken. Han smilede og rystede let på hovedet. Ved siden af ham stod en mindre kuffert. Han hankede op i den og gik over mod hotellet. Inden der var gået 24 timer, ville han være død.

Han var stået af to minutter før, havde undret sig over, at en passager havde kigget på ham og havde snakket og snakket og spurgt om ”han havde sørget for at lufte hunden og husket at købe kaffe”.  Og han skulle lige til at svare, da han fandt ud af, at konversationen ikke var rettet til ham eller andre nærværende i kupeen.  Blikket havde været rettet mod ham, men stemmen var rettet mod et sted på digital afstand. Men så kunne hun sgu da have holdt øjnene for sig selv. Følte det en smule som et overgreb. Så var det, at nu var det tid at stå af. I virkeligheden findes der jo en anden form for ikke-rumlig distance, en tidslig fremdateret distance, som hvis man påstod, at inden så og så længe ville et eller andet ske, og man samtidig havde sine grunde til at sige sådan. 
Pludselig stod hun bag ved ham og bad ham om at hjælpe hende med den store schæferhund mens hun ringede på sin mobil: ”Skal jeg komme nu?” Endelig så han hende foran sig og genkendte hende: ”Er det ikke Vera?” Hendes øjne glimtede og borede sig dybt ind i hans blik, fastholde, fastholde og så ud igen.  
”Ja, undskyld jeg spørger dig så direkte”, sagde han med fortvivlelse i stemmen, da han tydeligt kunne se, at genkendelsen ikke blev gengældt af kvinden, der i hans verden ubetinget måtte hedde Vera. ”Men i min verden”, sagde han og fortsatte ”i min verden er det netop en sådan jovial omgangstone, toget opfordrer til”. ”Kan du se denne høje hat, jeg har på hovedet?”, spurgte han denne Veraficerede venusfigur.
”Øhh… Næ! Du har da ikke nogen hat på”, svarede hun indigneret.
”Jo, jeg har, og nu må du ikke komme ud.”
”Hvorfor fanden må jeg ikke komme ud?”
”du har ikke forstået hvem jeg er”

”For flaget oppe i flagstangen”, sagde han med et glimt i øjet, der tydeligt sagde Vera, at noget var rigtigt galt. Hun var for alvor ved at blive nervøs. Var det antydningen af en hugtand, hun kunne se i hans mundvig?
Hun grøsset. var hun kommet til å bli så paranoid?
Hun tok seg sammen, og gjentok hva hun hadde sagt : du vet ikke hvem jeg er..og faktisk langt mindre hvem du selv er…
For jeg har aldri sett deg uten den hatt..hvem er det du vil forsøke å etterligne…?

”Det er uinteressant at efterligne. Derfor har jeg taget hatten af”, sagde han. Hun tænkte, at det var mærkeligt, for han var jo skaldet, og måtte derfor fryse på denne kolde vinterdag. Desuden er det jo ren efterligning af Thomas Blachman at være skaldet i dag. Hun brød sig ikke om flaget i flagstangen. Hun havde altid været imod flag af princip. Det var kun fascister, som flagede, mente hun, og det havde ført hende ind i mange komplicerede diskussioner i løbet af hendes ophold på øen. ”Men jeg kan da godt tage hat på, hvis du gerne vil”, sagde han. ”Jeg har en med”. ”Jeg synes bare, den sådan får mig til at ligne Dan Turéll”
Pludselig blev der en voldsom tumult.  Skinnerne hvislede, et tog bremsede hvinede og folk tumlede sammen i et stort virvar, spærrende for alle ind og udgange. Kirkeklokkerne fortabte sig sydover med blæsten.
Tog, og det længe ventede ic4 tog, hvorfor kan man bare aldrig regne med dem. Hårde opbremsninger, forsinkelser, prop på prop. Men charmen ved at banke gennem landskabet, og hans frygt for at køre en cyklist over hvis han kørte i bil, gjorde at toget altid blev hans vej gennem verden, når han red mod vest.

Der gik endnu et øjeblik før toget standsede. Folk vrimlede ud og blandende sig med den ventende hob. Kvinden fra før kunne han ikke længere se. Sammenpresset på en bænk lå en høj hat. Den sammenpressede overså han dog. Ja, lige som så meget andet. Der var så meget han overså i sin enorme trang til at føle sig som en del af noget, som en brik i et større hele. Det var også herfra hans trang til tog frem for bil var opstået.
Her med vue over perronen følte han sig lidt beklemt. Kaos var over ham - og hun var borte. Han frøs.

Også toget var kørt. Han var alene tilbage, og gik kun tøvende derfra. Men så hørte han hunden gø. Han var straks sikker på det var Veras hund, altså hendes hund for hun var Vera.

Han skuttede sig. Nu var han pludselig dette fremmede sted og måtte finde på noget at lave. Han gik ind på perronens cafeteria og købte en fransk hotdog, for har man ikke noget formål med at være til, kan man jo altid spise. Eller tænke på en kvinde, man mødte i et tog og som forsvandt, hvilket gjorde hende særligt interessant i denne mands bevidsthed denne ellers ordinære dag.

Hvorfor ender situationer som denne ofte sådan for mig, tænkte han. Og gav selv svaret: Du har ikke format. Format til at se ud over din egen næsetip, til at være handlekraftig, når muligheden er der, når der er kontakt - og alligevel ikke.
Måske skulle han bare se at gøre noget, fortsætte sin indre monolog. Dette liv bliver jo for trøsteløst for mig, for ligegyldigt og indholdstomt, hvis ikke jeg gør noget alvorligt ved det. Men hvad?

Pludselig kommer hun skrigende ind i lokalet med sit sorte hår gnistrende omkring sig og bare tæer, ”det er fucking sidste gang nogen har snydt mig”.
”Du vil altid blive snydt”, siger han og vender sig halvt om fra disken.  ”Om ikke af livet så af dit eget selvbedrag. Jeg skal dø i nat, for eksempel, har jeg fået at vide. Jeg vidste jo godt at det skulle komme, men jeg har alligevel svært ved at acceptere det. Det er en gammel gæld. Men alligevel føler jeg mig snydt af livet”.
-jeg vil gerne bytte, siger hun
-Du ligner én der hedder Vera”, udbryder han. Pludselig kan han se hende i et helt andet lys.
-ja, men jeg hedder også Vera.

De tager hinanden i hænderne. Han slipper og stryger, måske en anelse forhastet, hånden op ad hendes arm, så hendes ansigt forvrænges i en overdreven rødmen, en blussen, som en australsk skovbrand. Som Nausikaa og Odysseus på stranden forenes de, i skjul for ternerne, på et leje af vandmænd og tang. De elsker, som er det det sidste der nogensinde vil ske, og må bruge resten af aftenen på at komme sig i et langstrakt, stadigt mere svedigt favntag - hans mave som en sækkestol under hendes pindebrænde af en praktisk, løslemmet krop.

Barnet kom i oktober. Det var et sundt barn. Et stærkt, et kraftigt barn. Lidt skeløjet og dybsindigt.
 Vera lagde sig på jorden. Hun følte sig tung og rund. Luften var mættet med helvedes flammer. Der var en mand iblandt dem, som vidste mere end han ville være ved. Han trådte frem og sagde:
Du! Dig! Du der! Kom herhen. Og Vera adlød hans magtfulde røst.
Ja!, sagde hun og bandt sig med ét ord til et århundredes skam.
Et rungende nej, nej, det blev aldrig til noget. Et lod hang i hans livlines telegraftråd. Isen, der smelter, poler, der smelter. Øl, ja, øl, der er knuden. Deri består den hellige almindelighed.

Næste dag trak hun dildoen ud, stod op, tog tøj på og gik hjem.
”Du! Dig! Du der!” råbte hun. Nu skulle der laves en ny lille, men hendes mand var ikke hjemme. Det var til gengæld Lars, den rødblonde gartner. Han trådte frem fra bag sin busk og svarede, med sin sikre, erigerede, men også kærlige stemme, ”Ja?”
Vera roterede om sin akse, som den tasmanske djævel, styrtede hen mod den på mindsteløn ansatte åbenbaring af manddom, greb om den, ydede den retfærdighed, væltede sig i det, og ventede sig snart efter et udtryk for sin nyvundne kærlighed, i form af et endnu mere robust, ja smålasket egentlig, pigebarn, som fødtes små ti måneder senere.

”Kan du så sætte den bog ned og høre efter!” Skreg hans mor, og Arnold smed bogen fra sig med en hastig bevægelse. Med tunge skridt og små, stakåndede pust stumpede hun op ad trappen mod hans lille loftrum.  Et par sekunder efter stak Gertrude sit runde hoved ind og stirrede olmt på Arnold med rødsprængte øjne og bævrende læber. ”Du lovede mig, at du ville ordne det seneste i går!”
”Ja men, jeg har haft travlt”, mumlede han, mens han smed dynen over bogen med en forhastet baghånds vip. Inden hun kunne begynde med flere bebrejdelser, skyndte han sig forbi hende og ned ad trappen.  ”Hvad nu?!”, hørte han bag sig, men døren til det udendørs, til friheden lå indenfor rækkevidde. Han nåede den med en sidste kraftanstrengelse, alt imens hendes stemme fulgte han, som en klo, der ubønhørligt ville bore sig dybere i mellem ørene og hive ham tilbage til sig.
Men, nej, han fik dørhåndtaget til at dreje og med ét, var han ude i det fri.
Fri var måske så meget sagt. Han var jo bare ude i forhaven. Og han blev stående, midt i en flom af erantis og funderede over, hvor han skulle gå hen. Han havde ingen jakke på. Ingen penge, og desuden havde han ikke engang været i bad. Man kunne for helvede da ikke gå småsvedig ud i friheden.
Han kiggede op på stuevinduet. Der stod hun så, denne magtsyge kælling, der havde lagt sin klamme hånd på ham i 22 år. Den magre hånd knugede det røde gardin, læberne var den sædvanlige stramme linje og øjnene fulde af anklage.
Med en overdreven bevægelse vendte han rundt og sparkede havelågen op, Fandme om hun skulle forhindre ham i at blive fri. Smånusset eller ej. Han skubbede døren op med et lurvent puf og traskede op ad trappen igen. Ind på værelset. Tag tasken i skabet. Et sæt joggingtøj. Ekstra sokker. Blok og kuglepen. Sweater. En halvtredser fra kommodeskuffen. Den halvtomme øl på natbordet. Og bogen, naturligvis. Nede ad trappen igen greb han et tørt brød fra brødkurven på køkkenbordet mens hidsige øjne stirrede på ham fra døren til bryggerset, og hvæselyde fyldte hans øregange. Og så af sted, ud, væk, hen hvor moren ikke kunne komme. Gudskelov at hun var for angst til at følge efter. 
 
Parken var lummervarm og Arnold ærgede sig over at han ikke havde taget shorts med. Han smed sig i græsset og tog en slurk lunken øl før han fandt bogen frem, slog op på siden han var ved at læse da heksen (sådan var han begyndt at kalde hende, ikke når nogen hørte det, men når de var alene, mest for at nyde det grå skær hendes øjne fik ved ordet) og grådigt kastede sig over ordene. 
”Om 24 timer ville han være død. Døden, den bedste og værste ven. Den vej skal vi alle, hørte han sig selv mumle, mens billeder af Vera, af pistoler, hatteæsker og uendelige togskinner blandede sig på hans nethinde.

Hatteæsker, kulørte fugle, han kom til at tænke på Rosa. Rosa havde han elsket. Selv om hun var modist. Eller måske fordi hun var modist. Hendes forretning bugnede af fjer og fugle og kulørte bånd, og når han stod foran vinduet om aftenen efter lukketid, ønskede han, at hun ville komme ud og se at han stod der.
Men hun kom aldrig. Lyset i de buede butiksruder blev slukket præcis klokken seks, og det forekom ham, at Rosa slukkede for sig selv ved samme lejlighed. Og der stod han så. Fortabt under gadelygten, mens længslen efter hende nærmest drev ned ad ham. Men så fik han nok. Hun kunne rende ham, kunne hun. Med fugle, fjer, bånd og alt det andet pynt, som hun omgav sig med. Pyntefugl! Det var, hvad hun var.

Nu var problemet bare at hun ikke kunne rende, men hun kunne da trille ad sted i sin kørestol. Hun var så heldig at hun lige havde fået bevilget en elektrisk kørestol af kommunen og hun havde fået batterierne ladet helt op her til formiddags. Så hun tog fat i joystikket og drev det fremad og kørestolen skred fremad byebye.

At dø er jo sådan set ingen sag, sagde vera,
-jeg mener,du slipper det sidste suk og så var det det. Du har et par timer tilbage nu ikke.
Han svarede:
- Jo 2 timer og 18 minutter. Men det er ikke det at jeg skal dø der er svært, det er mere det at min hund bliver efterladt og kommer på hundehjem og bliver aflivet og lavet til hundemad. Det er jo kanibalisme af værste skuffe.
- Jo sagde vera
- men vi kan jo ikke dø alle sammen bare fordi du skal dø ,vel?

På Børnenes bogdag 13. marts var der stor trængsel omkring computeren, hvor børnene kunne skrive med på en historie. Historien blev startet af forfatteren Tommy Duus og resultatet kan læses herunder.

Børn der skriver med

Kærestesorger
Jeg sad og stirrede på det knuste glas uden på billedet af ham. Hvorfor gjorde han det? Jeg fattede det ikke. Kunne han ikke finde en bedre løsning end selvmord?
Min bedste ven, min kæreste! Han kunne have fortalt hvorfor. Havde han det svært, eller var han bare ikke tilfreds med livet? Jeg tager hen til klubben, der er Kristina sikkert. Jeg går på fortovet, alt føles koldere med tanken om at han er væk. Hvordan skal jeg komme videre?

Henne i klubben er Kristina, jeg går hen til hende. Hun sidder på en stol, helt stille.  Hun griner… jeg gik hen til hende og spurte hende ”Hvad griner du af?” Hun sagde, at der var nogen der lavet aprilsnar med mig..
”Okay hvem var det?”
”Det var din kæreste.”
”Nå, men han er jo død!”
”Neeej da, alle har lavet aprilsnar med dig, så bare slap off is just a joke ikk’ altså.”
”Jeg skal vist have talt med ham.. hvor er han?
”Det ved jeg da ikke han er din kæreste.”
”Okay jeg finder ham, så får han med mig at bestille. HAHA.”

To måneder efter finder hun ham og siger: ”hvad går der af dig din psykopat…”
”Hvad har jeg gjort dig?..”
”Du har lavet aprilsnar med mig, altså.”
”Det var jo bare for sjov, mayn.”
”JA DET ER OSS’ BARE VILDT SJOVT!!!”
”Undskyld jeg gør det aldrig igen.”
”Jeg er ligeglad, jeg dropper dig!”
”Fint så skrid, møgtøs!”
”Fint! Skyd dig selv i hoved!”

Dagen efter det store skænderi fik hun en SMS hvor det var hemmelig nr. der stod: ”OM EN TIME ER DU…” Hun skreg: ”Arrrr, jeg er død jeg er død jeg er død!”
Hun var rigtig bange, da den sms bibbede ind på hendes telefon, men hun følte ingen ting. Hun troede at det bare var aprilsnar igen.
Et stykke tid efter, sad hun på computeren, hun sad og chattede med en af hendes gode venner. hun blev glad da hun skrev med ham, for de havde haft et forhold før.
Men hun slukkede hurtigt computeren han var alligevel lidt kedelig.
Hun sad lidt og tænkte på sin mor.
Hendes far og mor var skilt og hun savnede hende meget når hun var hos hendes far.
Hendes far havde fået en ny kæreste og hun var bare rigtig irriterende, hun hed Sigrid. Hun spurgte hele tiden ”nå hvordan gik det så med skolen i dag Rose”
Hun havde også en lille halvsøster som hele tiden efterabede hende…
Hun hed Julie, og sagde hele tiden til hendes veninder: ”Det der er bare min storesøster”
Dér havde hun bare svaret hende igen: ”Vi er altså kun halvsøskende”
Så var Julie begyndt at græde og havde sagt det til sin mor og MIN FAR!!!!! som hun allerede var begyndt at kalde far.
Nu var der gået en time, det bankede på døren.
Hun tænkte ikke over sms’en hun gik bare ned og lukkede op, det var Mikkel(ekskæresten) han gav hende en æske chokolader og en buket roser.
Han sagde undskyld, og gav hende et kram, hun puffede ham væk, og sagde ophidset ”okay, jeg tager imod undskyldningen, men det var virkelig ikke særlig sjovt, og måske bliver det bare til en pause, for jeg blev meget såret både over at dig og Kristina drillede mig på den måde men også den måde i gjorde det på”, men hun lukkede ham ind, for han var stadig flink, og så var han også kommet med chokolade og roser.
De satte sig op i hendes seng og han forklarede hvorfor han havde gjort det og at det var ham der havde sendt hende sms’en og at det ikke havde betydet at hun skulle dø men at han ville have skrevet MIN.
Og så begyndte de lige så stille at udvikle sig fra ekskærester til kærester igen…
Han gik lige før de skulle til at spise og det var hun faktisk lidt ked af.
Hun ringede til sin næstbedste veninde Maria og sagde” Mig og Mikkel er kærester igen”, og de aftalte at Maria skulle komme over næste dag.
Maria kom og de sad og snakkede om Mikkel og Kristina.
Lidt senere, da Maria var gået, gik Rose over til Mikkel, der var ikke så langt at gå så hun ville give ham en overraskelse.
Hun bankede på men der var ingen der åbnede døren, så hun gik bare ind, hun gik op på Mikkels værelse der sad Kristina og Mikkel og kyssede. ”AAADDD. Lej dog et hotelværelse, i stedet for at sidde og gnave i hinanden her”. Rose var lidt eller nærmere meget misundelig på Kristina. Undskyld Rose, det er bare… Mikkel sad helt tavs. ”Det er bare hvad!?” Spruttede Rose. ”Så er det bare nok. ”Rose jeg”… ”UD!” Det var svært at falde i søvn den aften. Hvad skete der? Hvorfor flippede jeg sådan ud? Er jeg forelsket i Mikkel? Det hele fløj rundt i hovedet på Rose. Nå, skide være med det. Det må være den varme kakao inden sengetid, ja det må det være.

Næste dag i skolen snakkede Kristina og Rose ikke sammen. Mikkel han var… Jaa Mikkel var Mikkel, desværre. Kristina havde spredt et rygte om at Rose kastede sig over Mikkel. Det var et ondt rygte, men alligevel havde Kristina ret. Jeg kastede mig jo over Mikkel. Det var mærkeligt det her, ja ligefrem besynderligt. På vej hjem fra skole fik hun et opkald fra Mikkel. Men da Rose så Mikkels billede på skærmen, trykkede hun på ”Afvis”. Den dag var den første hun var glad for at denne mulighed var der. Den mulighed havde nemlig før voldt hende problemer. Tag f.eks. den gang hun fik en kusine. Hendes mor ringede, men Rose kom til at trykke på ”Afvis”. Da hun kom hjem blev hendes mor vildt sur og spurgte hende om hun ikke ville tale med hende. Nå, men så kom hun hjem hørte hun et skrig. Det gik igennem marv og ben. Nu måtte hun bruge alle sine evner til at holde koncentrationen. Da hun kom ind i huset så hun hendes storebror som så en drama film. Hun råbte til ham ”Helt ærligt Ask. Den film skulle vi se sammen, ikke at du skulle se den alene” ”Men…” begyndte Ask. Der var ikke en lyd i lokalet i et langt sekund. Så sagde Ask ”Nå, men hende der Gerda ringede lidt tidligere i dag, og sagde at du skulle passe de der møgunger fra Thisted.” ”Pis.” sagde Rose. Hun ærgrede sig over at det virkelig var i dag hun skulle helt til Thisted og tilbage igen. Så tog hun sin mobil frem og blev vildt overrasket. Gerda havde sendt 3 beskeder med at hun ikke skulle passe hendes unger alligevel. ”Yes” sagde Rose, og hoppede ned af rutsjebanen på hendes værelse. ”Av, Av, Av og atter av” råbte Rose. Ask kom hende til hjælp. De ringede til 112.  To måneder senere var hendes ben igen på banen.

Venner igen
I løbet af de to måneder var rose og Mikkel blevet venner igen. Mikkel havde inviteret rose i biografen de havde set Karla og Katrine. Mikkel havde selv bestemt filmen fordi at han havde set Rose læse bogen. Mikkel købte popcorn Rose spiste næsten ingen fordi Mikkel spiste næsten alle sammen. Næste dag ringede Mikkel og sagde han var blevet syg fordi han spiste for mange popcorn aftenen før.
Rose ville gerne hjælpe Mikkel og få ham til at blive rask igen hun lavede en kande varm kakao til ham da Mikkel havde drukket den syntes han, at han var rask lige med det samme. Rose kom til at tænke på den dag hun fandt Mikkel og Kristina kysse. Hun spurgte Mikkel: ”Elsker du mig eller en anden pige?” mikkel svarede jeg elsker selvfølgelig dig men inderst inde vidste Rose at han løj. Rose vidste at hun måtte finde en metode til at få Mikkel til at afsløre sin rigtige kæreste.

Roses plan
Rose vil udspionere Mikkel fra et træ midt om natten fra deres hule i et træ og fordelen er at den er i hans have. Dagen efter går hun hjem efter skole og gør sig klar. Hun laver en liste over ting hun vil have med: 1. en lommelygte 2. en sovepose 3. en kikkert 4. cola 5. pizza 6. tæppe 7.cykel. så er hun klar, men så ser hun Kristina gå hjem til Mikkel hun viste at Mikkel var utro.
”Åh, hvordan skal jeg afsløre de to snydepelse? Skal jeg gå hen og ringe på døren? eller skal jeg måske kaste noget op på ruden ligesom i Romeo og Julie…”

Afsløringen.
Rose hang der i hulen i egetræet, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre og oven i det hele sad Mikkel der og råkyssede med Kristina.
Men lige da kom Rose på en idé, hvad hvis hun gik ind og spurgte om Mikkel var hjemme? Hun ville kunne marchere direkte ind i det mest pinlige tidspunkt. Hun vidste at det ville være ondt men hun gjorde det alligevel. Hun kikkede på sit ur, klokken var halv fire. Det ville være perfekt, hun kunne sige at hun havde faret vild ude i skoven og endelig havde fundet civilisation. Rose rodede rundt i sit hår sådan at det blev en ordentlig uglerede. Rose ringede på og Mikkels mor kom ud og åbnede Mikkels mor sagde: ”Jaja, du kan bare gå op i Mikkels værelse.”
Det gjorde Rose også og da hun kom ind blev Mikkel helt rød i hovedet og Kristina væltede næsten (og det syntes Rose var MEGET ærgerligt) ud af vinduet og Mikkel råbte at han kunne forklare det hele.
”Jeg vidste det” udbrød Rose. Mikkel sagde igen: ” Jeg kan forklare det hele. - Please, sig det ikke til nogen!” Rose stirrede på dem, vendte sig og smækkede døren efter sig. Hun gik direkte hjem og ind på sit værelse. Hun låste døren og skrev først i sin dagbog om at hun ville have hævn. Hun fik den idé at skrive til skolebloggen og afsløre hvor super-neder’n dum Mikkel havde været. Og næste dag vidste hele skolen det.

Mikkel kom ikke i skole hele den næste uge. Han var godt klar over at han havde svigtet en god veninde, faktisk hende han havde sagt ja til at være kærester med. Fortryde ville han gerne, men anede ikke hvad han skulle stille op. Men jo, måske ville Mikkel hævne sig på Rose fordi hun havde afsløret ham over for hele skolen. I starten ville han sprede et rygte om Rose, men så fik han en endnu værre ide. Han ville smuglæse i hendes dagbog. Så næste dag da Rose var i skole gik Mikkel hjem til hendes forældre og sagde til dem at han havde glemt signe bøger på hendes værelse og skyndte sig derop for at snage i dagbogen.