Moody ramt af postmodernismen

Køb billet til særarrangementet med Rick Moody under Vild med ORD

Rick Moodys fremtrædende rolle i udviklingen af den nyere amerikanske litteratur gør ham til et uundgåeligt bekendtskab, hvis man vil forstå, hvad der rører sig på den anden side af Atlanten. Martin Graae Jørgensen mødte i 2010 Moody til en snak om hans nye roman, forfatterkollegaen David Foster Wallace og den amerikanske litteraturs tilstand netop nu.

Af Martin Graae Jørgensen

Rick Moody har været så venlig at tage turen fra Brooklyn, hvor han bor, til Manhattan for at mødes med mig i Bryant Park, der ligger i skyggen af New Yorks kolossale marmorbibliotek. Moody er klædt i afslappet tøj og sorte Ray-Ban solbriller og han emmer af et intellektuelt overskud, der bedst kan beskrives som intimiderende, på trods af hans rolige facon.

Moody, der er bedst kendt for romanerne Isslag og Purple America, er del af den yngre amerikanske forfattergeneration, der skal løfte arven fra den efterhånden aldrende gruppe af postmodernistiske forfattere. Det er en tung arv at løfte; navne som John Barth, Thomas Pynchon og Don DeLillo var med til at skabe en stærk litterær identitet i Amerika og netop postmodernismen har slået dybe rødder i den amerikanske kultur.

Se traileren til filmatiseringen af The Icestorm.

Moodys seneste roman The Four Fingers of Death har overrasket mange fans af forfatterskabet. Det er noget så usædvanligt som en science fiction-roman om blandt andet en fire-fingret dræberhånd fra rummet, en talende chimpanse og homoseksuel sex i vægtløs tilstand.

Litterære intentioner

Springet fra de tragikomiske familiedramaer, der har kendetegnet Moodys litterære produktion hidtil, virker gigantisk. Derfor er det oplagt at spørge Moody hvad hans intention var med The Four Fingers of Death?

Moody kort fortalt

Måske har du set filmen The Ice Storm med blandt andet Kevin Kline og Sigourney Weaver på rollelisten. Bag filmen er Rick Moodys (f. 1961) bestseller fra 1997 med den danske titel Isslag (2009). Her følger vi otte medlemmer i familierne Hood og Williams og deres forsøg på at overkomme de voldsomme følelser, fortrængninger og problemer, der bobler under de velordnede facader i en velhaverforstad i Connecticut. New York-forfatteren Rick Moody læses ofte i sammenhæng med forfatteren Jonathan Franzen, der på samme vis skildrer forstadens ‘idyl’ i forhold til det mareridt, der lurer under overfladen.

Ricks romangennembrud Garden State (1992) blev tildelt The Pushcart Press Editor’s Book Award. Han har gennem årene opnået stor kritisk anerkendelse, og forfattere som Michael Chabon og den lyssky Thomas Pynchon gav memoiret The Black Veil (2002) store ord med på vejen: “En unik blanding af stærke følelser og menneskelig legelyst,” siger Chabon blandt andet om memoiret.

Rick Moody er nyligst aktuel på engelsk med romanen The four fingers of death (2010)

Moody besøger VMO og optræder sammen med Jazzmusikeren Sebastian Gramms 28. august i Kunstbygningen i Aarhus. Arrangementet koster 60 kr. Køb billetten nu.

Foto: Forlaget Klim

”Jeg tænkte meget på den periode i mit liv hvor jeg for alvor blev en ivrig læser. Da jeg var tolv eller tretten år gammel blev jeg et af de børn der aldrig er adskilt fra en bog. På det tidspunkt var der en bestemt slags litteratur der især greb mig og det var science fiction. Det var halvtredsernes og tressernes fantastiske science fiction, som Arthur C. Clark og Isaac Asimov. Og så var der også en alternativ science fiction-kultur med folk som Kurt Vonnegut, Richard Brautigan og Catch-22 af Joseph Heller; det var bøger der havde en speciel irrealisme over sig som var anderledes og jeg elskede alle den slagsværker. Jeg læste på nogle få år alt hvad Kurt Vonnegut havde skrevet og det var en mere simpel og uskyldig tid for mig som læser. Jeg havde ingen genrefordomme, jeg havde ingen æstetiske fordomme, jeg kunne bare godt lide at vende sider. Og da jeg så gik igang med at skrive The Four Fingers of Death prøvede jeg at antyde alle de bøger jeg kunne lide som barn.”

En spontan lyst til at skrive science fiction, som en hyldest til Vonnegut og som et forsøg på at vende tilbage til barndommens mere uskyldige læsevaner, var dog ikke hovedårsagen til det skift, der er sket i Moodys forfatterskab. Oplevelserne med modtagelsen af den selvbiografiske The Black Veil satte sig dybe spor:

”The Black Veil var i kompleksitet og strukturel opfindsomhed et forsøg på, hvis du vil undskylde en baseball-metafor, at slå bolden ud af parken, og det er en bog som jeg stadig er meget stolt af, men dens modtagelse var i flere tilfælde brutal. At skrive en bog som den, der er helt igennem sand, og se den gå igennem, hvad den gik igennem, og så tage på bogturné på kryds og tværs af landet og snakke om dengang jeg var indlagt på et psykiatrisk hospital: Det tog al seriøsiteten ud af mig og da det var overstået havde jeg bare lyst til at underholde. Så mine to romaner efter det, The Diviners og The Four Fingers of Death, er bøger der skal glæde folk, samtidig med at de udfordrer dem og får dem til at vende sider og forhåbentligt også får dem til at grine engang imellem.”

Den postmoderne forfatterrolle

Moody leger med forfatterrollen i The Four Fingers of Death og bogens indledningiscenesætter den fiktive forfatter Montese Crandall.

Hvorfor har du ladet Montese skrive din bog?

”For det første vil jeg sige, at jeg elsker at bruge masser af litterære greb og jeg kan virkelig godt lide den metafiktive struktur. For det andet kom jeg i tanke om, hvordan Vonnegut ofte startede sine romaner med en slags indledning, hvor han talte direkte til sit publikum. Det var et meget specielt værktøj som han brugte, der nedbrød skellet mellem fiktion og virkelighed når han bare talte som sig selv om hvordan det gik til, at han kom til at skrive værket. Men forordet blandede sig samtidig også i selve romanen og eftersom min bog skulle være en slags hyldest til Vonnegut, og alle de andre forfattere jeg kunne lide i den periode, forsøgte jeg at fastholde den Vonnegutske indledningsstil.”

Umberto Eco har sagt, at efter postmodernismens indtog, kan en mand ikke længere sige til sin udkårne ”I love you madly”. Han er nødt til at lave en reference og sige ”As Barbara Cartland said, I love you madly”. Kan du relatere Ecos citat til din egen oplevelse med at skrive romanen – havde du følelsen af ikke at kunne skrive noget så banalt som en science fiction-roman og er det derfor du fik Montese Crandall til at ”skrive” bogen?

”Jeg har aldrig hørt det citat før, men ja, jeg er fuldstændig enig med indholdet i hvad Eco siger og jeg føler efterhånden, at jeg har brug for en masse litterære greb for at kunne arbejde mig frem til helt konventionelt følelsesfuldt materiale. Min kone sagde til mig, at hun ikke kunne forstå hvorfor det aldrig var lykkedes mig at fremskrive en sympatisk mandefigur før den talende chimpanse i The Four Fingers of Death. Og der har du nok svaret på spørgsmålet; jeg har brug for en usædvanlig omvej for at få adgang til det materiale der kommer mere naturligt til forfattere, der er mindre ramt af postmodernisme end jeg er.”

Vil du sige at du bliver hindret af nogle postmodernistiske dogmer? Eller er du selv en del af postmodernismen?

”Jeg ved aldrig helt hvordan jeg skal tackle den slags stempler. Jeg er blevet kaldt alt muligt forskelligt hen over årene. Jeg blev endda kaldt post-postmoderne på et tidspunkt, hvilket er et adjektiv der er endnu mindre klart for mig end postmoderne. Nogle af postmodernismens kendetegn har jeg i høj grad taget til mig, som for eksempel idéen om, at litteraturens materiale er blevet udmattet eller at der ikke er noget der ikke er indbefattet af kulturen, du ved, den køber jeg. Så selvom jeg ikke bruger ordene om mig selv, så refererer de til en skrivemåde som jeg mærker i mine skaberknogler. Så ja, det er derude og det er noget jeg kæmper med.”

Sammenligningen med David Foster Wallace

Moody bliver ofte nævnt i sammenhæng med den nyligt afdøde forfatter David Foster Wallace. Wallaces forfatterskab markerede sig ved en skarp afstandstagen fra postmodernismens dogmer. Især essayet “E Unibus Pluram” kritiserede den følelseskolde litteratur, der ikke længere kærede sig om menneskelige problemstillinger, men behandlede alt med en bidende ironi, der arbejdede sig ind i det amerikanske samfund.

Men hvordan har Moody det med at blive slået i hartkorn med Wallace?

”Jeg synes, at en interessant ting ved David var, at han ofte prøvede at dække sine spor som en intellektuel. Han var meget intelligent, men han brød sig ikke om at vise sig frem som en intellektuel, så han teoretiserede hele tiden over litteraturen på en måde, der skulle få folk til at se ham som et tænkende og følende væsen og ikke bare en Kloge Åge. Men jeg tror alligevel at David i højeste grad var en postmoderne forfatter og hans had til den udgave af postmodernismen som John Barth og Robert Coover stod for, var, som Freud ville sige, den lille forskels narcissisme. Han havde en masse tilfælles med den slags forfattere, men han ville have, at hans værker skulle have en følelsesmæssig dimension. Hvilket er ganske rimeligt, for det der gik galt med den eksperimenterende litteratur i tresserne og halvfjerdserne var, at den blev så selvtilfreds med hvor genial den var, at det stoppede med at handle om menneskelig psykologi og følelser. Jeg kunne godt lide hvad David sagde om ironi, da han sagde det og jeg var enig med ham.”

Du nævnte selv begrebet post-postmoderne, men du er ikke selv af den opfattelse, at den yngre forfattergeneration skriver sig ind i en opposition til postmodernismen?

”Nej, fordi det der sker i Amerika for tiden er, at de spørgsmål du er interesseret i bliver næsten fuldstændigt ignoreret af den brede litterære skare. Det, der virkelig sælger for tiden, er folk som Jhumpa Laheri og Nathan Englander og de er meget mere populære end de forfattere vi snakker om nu. De skriver begge to ud fra en slags Iowa skriveværksteds-stil. Der er en naturalistisk tradition i amerikansk litteratur, der går mere eller mindre fra Mark Twain til Hemmingway til Raymond Carver og det har kollideret i Iowa skriveværksteds-stilen og nu opholder den sig på The New Yorker. Den slags værker stiller ingen spørgsmål om litterær form, de stiller kun spørgsmål om bestemte karakterer på et bestemt tidspunkt i deres liv og formen er altid låst helt fast; åbenbaringerne falder på bestemte steder. Det er en fuldstændig rigid konstruktion og næsten alt populær litteratur i Amerika er i den form. Men så er der en anden del af amerikansk litteratur, der har meget mere at gøre med Europa end med Amerika og med den slags spørgsmål, der optager Europa på grund af den kontinentale filosofi og -teori. De forfattere som du spørger om, Wallace, Jonathan Franzen ville jeg nok sætte i en parentes, Dave Eggers, Jeff Eugenides, Donald Antrim og et dusin andre…”

Jonathan Lethem?

”Ja, helt sikkert. De er alle sammen en del af den gruppe, der er interesserede i menneskelige spørgsmål og ikke kun eksperimenter. Jeg ved ikke hvad den gruppe skal kaldes, for ordet post-postmodernisme er helt uhåndterligt for mig og det binder bare os allesammen sammen. Jeg vil altid rykke ved formen og prøve noget nyt, for det at bruge en struktur i sin fortælling, der bygger på en fast opskrift og lave helt traditionelle karaktertegninger er uforståeligt for mig og jeg ved ikke hvorfor nogen skulle have lyst til at gøre det. De folk vi taler om, lad os kalde dem eksperimentelle forfattere, de følger naturligvis efter postmodernismen i den forstand, at de har læst de store såkaldte postmoderne amerikanske forfattere. Vi er alle bevidste om hvad de gjorde og vi fortsætter arbejdet ud fra lektioner lært fra dem, så hvis det gør os til postmodernister eller arvinger til postmodernismen eller hvad det næste ord nu bliver, ja, så er vi skyldige.

Artiklen er tidligere udgivet i litteraturmagasinet Standart.