Af Rikke Kirchheiner
Jeg synes, det er en fantastisk oplevelse at arbejde som frivillig ved Litteraturfestivalen – Vild Med ORD, så det har jeg gjort i de sidste to år.
Jeg har altid lavet frivilligt arbejde i forskellige sammenhænge, og da jeg så, at man kunne blive frivillig i et projekt, der handlede om kultur og litteratur, slog jeg til med det samme.
Jeg ville gerne støtte projektet og give en hånd med. Jeg synes, Århus er en fantastisk by at være flyttet til, hvor der sker så mange kulturelle begivenheder og festivaler hele tiden, og hvis man gerne vil tage del i det kulturelle liv, er frivilligt arbejde en god måde at lære nye mennesker at kende på, der deler ens interesse.
Som frivillig får man et indblik i, hvordan sådan et stort arrangement løber af stablen.
Frivilligt arbejde er båret af lyst, og det skaber en stor fællesskabsfølelse, når det er entusiasme og pionerånd, der driver arbejdet.
Når man er frivillig medarbejder, føler man sig som en del af festivalen, hvor alle arbejder sammen om at bygge festivalen op og få dette store kulturelle arrangement til at lykkes, og hvor hver enkelt er vigtig i den store sammenhæng. Det giver et sammenhold og gør, at man oplever festivalen indefra og bliver en del af festivalen på en helt anden måde end ellers.
Vild Med Ord Festival 2010 foregår i Filmbyen. De store imponerende filmstudier skal indrettes til de mange forlag, der skal præsentere deres bøger på festivalen. Vi måler lokalet op og sætter malertape på gulvet og laver inddelinger til de forskellige stande. Pludselig er der ikke mere malertape og én må ned i byen og hente det, så kan han også købe sandwich med på vejen. Det er godt at holde pauser og hyggeligt at snakke og lære alle de nye mennesker at kende på sådan en dag. Der er spænding i luften, for alting skal nå at falde på plads, før det går løs i morgen.
Vi bygger de 2 scener op og sætter stolene som tilskuerrækker. Vi henter bogkasser i kælderen og stiller dem op. Så ankommer de mange forlag og begynder at indrette deres stande. Hvis man er interesseret i forlagsbranchen er dette en god mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med den.
Om aftenen er vi til Poetry Slam. Der foregår også litterære arrangementer rundt omkring i byen under festivalen, f.eks. på Musikcaféen og på Katapult, arrangeret af lokale aktører.
Så er Vild Med Ord Festivalen i gang. Som frivillig bliver man tildelt få vagter og resten af tiden kan man så færdes frit til de forskellige arrangementer og høre sine yndlingsforfattere og stifte bekendtskab med helt nye forfattere, man ikke kender til.
Der er et VIP-arrangement. Det vil sige et eksklusivt arrangement, hvor der kun er et lille publikum tilstede for at møde forfatteren.
Der skal anrettes vin og snacks i køkkenet og gøres klar til publikums ankomst. Det foregår på 3. sal med en smuk udsigt ud over hele havneområdet.
Kan vi nu overholde tidsplanen? Alt skal klappe og fungere, når sådan et stort arrangement løber af stablen.
Der skal bestilles taxaer til forfatterne. Der skal ordnes praktiske ting.
Når ens vagt er ovre kan man nyde festivalen og gå fra den ene spændende forfattersamtale til den næste. Når to forfattere taler sammen, bliver samtalen altid hurtigt meget interessant og kommer til at handle om det essentielle i deres håndværk, om deres tanker om litteratur og om det at skabe.
Morten Ramsland læser op. Hans bog er dårligt nok udkommet i butikkerne endnu, her får man mange smagsprøver på fremtidige læseoplevelser.
Jeg går på jagt efter bøger. Nogle forlag har slagtilbud og billige priser, så jeg ender med at købe mange bøger. Jeg er en bog addict.
I et hjørne står ophavsmændene bag Internetsiden www.forfatterstemmer.dk. De har opstillet en maskine, hvor man kan gå ind og læse sit eget digt op, så bliver det optaget og lagt ud på hjemmesiden. Forfatter, Mette Moestrup, står og råber et dramatisk digt i mikrofonen, da jeg kommer forbi. Der er workshops i at skrive prosa og i sangskrivning. Hvis man er vild med ord, litteratur og vild med alle de kulturelle ting, der sker i vor by, er dette et alle tiders sted at blive ladet op og få sin dosis af kulturelt input.
Nyheder
Kommende arrangementer