Sig venligst noget provokerende til desserten Carsten!
Sig venligst noget provokerende til desserten Carsten!
Carsten Jensen har rapporteret fra verdens højspændte politiske områder. Han har sat samfundet under kniven med sin skarpe tunge i TV og med sin pen som essayist. Han har begejstret skønlitterære læsere med den historiske hjemstavnsroman Vi, de druknede. I sin seneste udgivelse Ud, samler forfatteren op på 32 år som rejsende journalist, yndet brugt debattør og sit gennembrud som romanforfatter.
Af Julia Andersen
”Det jeg gjorde var, at jeg rejste mig, gik væk fra skærmen og rejste ud for ved selvsyn at se, hvordan det egentlig forholdt sig. Jeg fik nu selv en direkte adgang til virkeligheden.” Sådan beskriver Carsten Jensen baggrunden for sine mange rejser til verdens brændpunkter. Rejser, som danner baggrund for de genoptrykte reportager i Ud – Opdagelsesrejser 1978-2010.
Forfatteren fortæller, at han som tv-anmelder i 1980′erne forholdt sig til et virkelighedsbillede, som andre havde skabt. Et virkelighedsbillede, som andre havde fordøjet, redigeret og fortolket. Da han fik meget fokus som Politikens ’skrappe’ tv-anmelder, havde han nu brug for at komme ’ud’ i bogstavelig forstand – ud på den anden side af tv-skærmen. De mange reportager, som strækker sig over 32 år, sætter Carsten Jensen ind i en kontekst i seks nye essays, som er skrevet specifikt til Ud:
”På en måde er essayene en blanding af en politisk og intellektuel selvbiografi og en personlig verdenshistorie. Jeg spørger i essayene; hvilken udvikling gik jeg igennem? Hvad lod jeg mig påvirke af? Hvad lod jeg mig inspirere af? Hvad var jeg i mod? Hvor rejste jeg hen i verden, og hvorfor? Nogle gange rejste jeg ud som journalist, fordi jeg skulle til et af verdens brændpunkter, såsom Balkan og Afghanistan.
Andre gange, sådan som det er tilfældet med reportagerne fra Indien i 1980’erne, var det rent personlige interesser, der drev mig. Det var ikke, fordi der skete noget specielt spændende eller interessant, jeg måtte opleve, men fordi jeg befandt mig på en forlænget personlig dannelsesrejse,” siger Carsten Jensen med et grin.
Kort fortalt
Carsten Jensen blev født i 1952 i Marstal på Ærø. Forfatteren og samfundsdebattøren har en baggrund som mag.art. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Det var dog som tv-anmelder og journalist for Politiken, at Carsten Jensen for alvor begyndte at gøre sig bemærket i offentligheden med sine skarpe holdninger.
De mange rejser ud i verden er blandt andet samlet i reportagerne i Ud- Opdagelsesrejser 1978-2010 (2010), men også i de tidligere rejsebøger med de smukke titler Jeg har set verden begynde (1996) og Jeg har hørt et stjerneskud (1997).
Carsten Jensen vandt i 1997 De Gyldne Laurbær for sine rejseberetninger. I 2001 blev han adjungeret professor ved Syddansk Universitet. Fra 2000-2003 var han medlem af Det Kulturelle Vismandsråd. I 2007 modtog han P2s romanpris samt Danske Banks litteraturpris for hjemstavnsromanen Vi, de druknede (2006).
Senest har Carsten Jensen modtaget Olof Palme-prisen i 2010 fordi han ”i ord og handling har kæmpet for de svage og sårbare i sit eget land og rundt omkring i verden.”Læs DR-kultur: Carsten Jensen får pris for kritik af Danmark.
Carsten Jensen lige nu:
”Jeg skriver på en roman. Det er helt nyt; det er ikke en historisk roman, og det har ikke noget med sømænd eller havet at gøre. Der er ingen vand – tilgengæld kan jeg røbe så meget, at der er en masse sand i stedet.”
Køb billetter til VMO
Læs mere
Salg, klasse og død, 1975
Sjælen sidder i øjet, 1985
Af en astmatisk kritikers bekendelser, 1992
Jeg har set verden begynde, 1996
Jeg har hørt et stjerneskud, 1997
Livet i Camp Eden, 2004
Vi, de druknede, 2006
Sidste rejse, 2007
Vi sejlede bare – virkeligheden bag Vi, de druknede, 2009
Ud – Opdagelsesrejser 1978-2010, 2010
Essayet – en guerillagenre
Ud består af både den journalistiske reportage og de introducerende tekster, som er rene essays. Som udgangspunkt er essayet en meget subjektiv form i forhold til den journalistiske reportage. Kan du sige noget om essayets karakteristika som udtryk og genre?
”I reportagen er man først og fremmest en iagttager, hvor man er optaget af at skildre den virkelighed, som man står lige foran. Man er en slags vidne. I essayet er det ikke bare virkeligheden, du forholder sig til, men også de ideer, vi har om virkeligheden. Måske aner man, at de ideer er utilstrækkelige og ikke duer. Det er ofte konventionelle tankegange og klicheer, du er i krig med i et essay – jeg har tidligere sagt, at jeg anså essayet for at være en guerilla-genre.”
Nej til tilbud om boksekampe i medierne
Du skriver i Ud, at du på et tidspunkt blev træt af rollen som ’professionel modsiger’ – hvad lå der i det for dig, at være professionel modsiger?
“Ud handler ikke så meget om at have den rolle – den handler tværtimod om at komme ud af den rolle, at tage ud og se verden, og at undersøge den og iagttage den. Udtrykket at være ’professionel modsiger’ refererer til et tidspunkt i 80’erne, hvor jeg var meget fremme som tv-anmelder for Politiken og i medierne i det hele taget. I den forbindelse fik jeg engang en invitation fra et selskab, som havde tilknytning til Politiken, og som skulle holde en generalforsamling med en fin middag bagefter. Her blev jeg direkte spurgt, ”kan du ikke komme og sige noget provokerende til desserten?”.
“Der går det op for mig, at det er ren attitude – det er sjovt at blive provokeret; ‘vi inviterer den klovn, der kan sige det modsatte af, hvad vi går og mener til dagligt. Og så drikker vi fredeligt kaffe bagefter’. Der er ens engagement reduceret til forudsigelig underholdning for andre, og det gider jeg ikke.”
Har du gjort noget for at sætte dig ud over den rolle?
”Man kan selvfølgelig bare sige nej. Medierne er en cirkusmanege, eller en boksering, hvor debatten iscenesættes som en boksekamp: Der skal ikke være nuancer, der skal ikke være én, der tænker selvstændigt. Hvis én person siger, at verden er hvid, så inviterer du en, der siger, at verden er sort. Derefter slipper du dem løs på hinanden.”
“Man kan se, at nogle af dem, der cirkulerer i medierne på programmer som Deadline og Tv2 news har taget den rolle på sig. De agerer som cirkusheste, hvor domptøren knalder med pisken, hvorefter de står på bagbenene og stejler. Det er efter min mening fuldkommen udsigtsløst, og spild af ens egen og seernes tid. Det eneste man kan gøre er at sige nej, når man får sådan et tilbud.”
Skal man være varsom med den rolle, man tager på sig i medierne?
”Nu er jeg jo ikke ganske ung længere, men tilbage i 80’erne, hvor jeg blev brugt rigtig meget, gik det op for mig, at jeg i den grad skulle passe på mig selv. Jeg så masser af eksempler på folk, der blev tygget igennem af medierne og spyttet ud igen, og så var de færdige, opbrugte og udbrændte. Der må man spørge sig selv; ”hvor tidligt ønsker du at dø?”. Og her mener jeg jo ikke fysisk, men det at brænde ud rent intellektuelt – at blive så udknaldet, at du er færdig for altid.”
Gennembrud som romanforfatter med Vi, de druknede
I Ud reflekterer du også også over dit sene gennembrud som fiktionsforfatter med Vi, de druknede, i forhold til, at du var kendt som debattør og journalist. Kan du sætte nogle ord på balancegangen mellem de forskellige ’kasketter’?
”Der tænker jeg især på forholdet mellem at skrive essays og det at skrive en roman. Da jeg skrev Vi, de druknede, havde mit arbejde dét tilfælles med journalistikken, at jeg lavede en vældig masse research. Jeg følte ikke, at det var noget, jeg kunne sidde og lave hjemme ved skrivebordet. Jeg kunne ikke ud af min fantasi konstruere en troværdig verden, som fik folk til at føle, at de var ombord på en skonnert i nordatlanten i 1875 – det måtte jeg simpelthen researche mig frem til, for det vidste jeg ikke en klap om.
Det var virkelig en læreproces for mig at skrive en roman og jeg kunne mærke, hvordan det at jonglere med ideer som essayist, var meget forankret i mig. På et tidspunkt skrev jeg en druknescene, som jeg viste til min kone. Jeg spurgte hende begejstret: ”Prøv lige at se! Hvad synes du om den?”
Min kone læste passagen, og svarede, at hun syntes, det var en fantastisk filosofisk beskrivelse af, hvad der sker, når man drukner. Hun holdt dog en pause og tilføjede, ”men hvad med at nævne vandet? Bliver man ikke våd? Er det varmt eller koldt?” Der gik det op for mig, at jeg var igang med at skrive en roman om sømænd og havet, hvor der ikke var noget vand i! Det helt essentielle i en roman er frem for alt, at du har en sans for detaljen. Det skal være et stykke iagttaget liv i hver eneste sætning, i hver eneste replik og i hver eneste beskrivelse. Det betyder på en måde, at du lader verden tale for sig selv.”
Et svar til “Sig venligst noget provokerende til desserten Carsten!”
Skriv en kommentar
Kommende arrangementer
Spændende og velskrevet!!
Sidder og overvejer om det ikke kan inddrages i gennemgangen og diskussionen af genrer i en 2. hf klasse, og så med et besøg forbi søndag d. 4. som felt tur. Om ikke andet kommer jeg selv, drikker lidt fredelig kaffe og håber at opleve den grå verden…